Kommunens økonomi skal være i balance. Budgettet skal stemme, være i økonomisk balance og rykke Ballerup Kommune i en mere borgerlig og konservativ retning. Vi skal ikke være bange for at prioritere. Vi skal i nogle situationer investere for at kunne understøtte udviklingen af en mere bæredygtig kommunal økonomi og derudover sikre at vigtige kommunale opgaver prioriteres. Det Konservative Folkeparti er en del af kommunens langsigtede økonomiske strategi, som bygger på god borgerlig politik med mål om en god kassebeholdning og gældsafvikling.
Hos Det Konservative Folkeparti har vi et klart mål for Ballerup Kommune. Vi ønsker en kommune, der også om 5, 10 og 20 år er bæredygtig økonomisk og strukturelt.
Det kan kun ske ved, at vi på langt sigt ændrer den demografiske sammensætning i befolkningen og det sker bedst ved at få flere økonomisk ressourcestærke borgere til at bosætte sig her. Dette skal ske ved at skabe flere attraktive private boliger og sikre dagtilbud, skoler og fritidsmuligheder med høj kvalitet, herunder tilgængelige grønne områder.
Det er derfor, at vi er meget ambitiøse i forhold til kommunens boligpolitik. Vi er i modsætning til Venstre ikke en del af kommunens boligpolitik, da den ikke er ambitiøs nok. Vi ønsker, at den fremtidige boligudbygning i Ballerup skal ske som private boliger for at sikre den omtalte balance. På den måde kan vi vende den negative spare-dagsorden, som vi desværre er vidne til år efter år.
Ved at investere i at få flere fra passiv forsørgelse til at være selvforsørgende er det ikke kun godt for kommunekassen, men også fordi det har utrolig stor menneskelig værdi, hvis borgerne kan forsørge sig selv.
Det vil også betyde, at vi forhåbentlig kan få flere af de 42.000 personer, der arbejder i Ballerup Kommune til også at bosætte sig her. Lige nu er det kun 10.000 der også bor her, mens 32.000 bor i andre kommuner, hvor de lægger deres skattekroner.
Dette kræver, at kommunen generelt bliver mere attraktiv at bosætte sig i. I en undersøgelse fornylig fra EPSI om anbefaling af danske kommuner, fremgår det, at Ballerup Kommune ligger i bunden på plads 81 i forhold til, hvor mange % af kommunens borgere, der vil anbefale andre borgere at flytte til Ballerup, så der er et stort forbedringspotentiale.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter