Tryghed i Ballerup

Når unge, kriminelle mænd åbenlyst står med små salgsposer med hvidt pulver, der ikke ligefrem indeholder flormelis, massevis af kontanter, samt håndlangere, der holder udkig – ja, så er der i den grad noget rivende galt!

De fleste Balleruppere holder sig gudskelov langt væk, når de er vidne til den slags. For det er utryghedsskabende, og det er ulovligt.

Desværre må vi konstatere, at vi kan opleve netop dette i nogle af vores lokalområder. Flere steder beretter borgerne nemlig om formodet salg af narkotika, chikane og generelt utryghedsskabende adfærd. Endda få hundrede meter fra en skole.

Vi må sørge for mere synligt politi, strengere straffe – og kommunalt vagtværn. Den her sag viser med al sin tydelighed, at det er noget, man seriøst bør overveje her i Ballerup.

I forbindelse med det seneste politiforlig er der skabt nye muligheder for kommunerne til at etablere private vagtværn til at sikre tryghed.
Vi er glade for, at Ballerup Kommune er åbne overfor at undersøge de nye muligheder og at dette er kommet med i Ballerup Kommunes budget for 2022:
I budgettet er det aftalt, at det skal undersøges, om der kan etableres en kommunal vagtordning. Der afsættes 0,75 mio. kr. i 2022 og 1,5 mio. kr. årligt fra 2023.
Det Konservative Folkeparti håber meget på, at der hurtigt kommer til at ske noget og at vi kan få gang i et kommunalt vagtkorps, der skal være med til at sikre et trygt Ballerup.For vi fortjener en by, hvor man trygt kan færdes, hvor man vil.

Karsten Kriegel
kandidat til Kommunalbestyrelsen
Konservative i Ballerup