Privat pasning og mangfoldighed i pasning
I flere kommuner har man mulighed for tilskud til pasning af eget barn. Den mulighed har man desværre ikke i Ballerup.
Men måske er det på vej? Der har nemlig været fremsat et borgerforslag om, at Ballerup Kommune skal indføre tilskud til pasning af eget barn. Og dette forslag fik nok stemmer til, at det skal behandles i Kommunalbestyrelsen. Det er således et ønske fra flere forældre, som ikke ønsker at få deres barn passet ude, mens de er små og dermed give forældre en valgmulighed ift. hvilken start på livet, som de mener er bedst for deres børn.
Forslaget har allerede være drøftet i Kommunalbestyrelsen, som besluttede at forslaget skal behandles i Børne- og Skoleudvalget, som har ansvaret for børnepasning. Forslaget blev derfor behandlet i udvalget i februar måned, men spørgsmålet blev desværre ikke afklaret, da der skal arbejdes yderligere med sagen.
I Det Konservative Folkeparti støtter vi forslaget om at indføre tilskud til pasning af eget barn i Ballerup Kommune.
Vi havde allerede forslaget med i ændringsforslaget til budgettet 2021, som vi stillede sammen med Venstre. Her foreslog vi, at ”vi ønsker at give vores borgere – og herunder også
småbørnsforældre – så frie valg, som muligt. Dette gælder også, når det gælder valg af
pasningstilbud. Mange forældre ønsker at kunne holde deres barn hjemme lidt længere i stedet for
at sende barnet i vuggestue eller dagpleje, og samtidig har vi kapacitetsudforinger i kommunen. Vi
foreslår derfor, at det undersøges, hvordan vi bedst muligt kan lave en ordning, så forældre til børn
i vuggestuealderen kan få tilskud til at passe deres børn hjemme”. Dette ændringsforslag var der desværre ikke flertal for.
Vi ser derfor frem til, at et endeligt forslag snart bliver fremlagt til politisk behandling. Vi er klar til at stemme for.
Det er vigtigt med valgmuligheder og mangfoldighed i børnepasningen.
Det er derfor bekymrende, at den socialdemokratiske regering har indgået en aftale, der reelt forbyder nyetablering af private daginstitutioner. Dette går ud over forældrenes selvbestemmelse og det rammer alle de ildsjæle, der ønsker at starte en privat institution. Det er et slag mod det private initiativ og mod friheden til at vælge selv. Forældre skal selv have lov til at bestemme, om de vil sende deres barn i en privat eller offentlig daginstitution.
Karsten Kriegel
kandidat til Kommunalbestyrelsen
Konservative i Ballerup