Erhvervsvenlig kommune?

Som omtalt i Ballerup Bladet sidste uge er der lange ventetider på byggesagsbehandling i Ballerup
Kommune. Faktisk er sagsbehandlingstiden mere end fordoblet. Det er ikke godt. Det er en del af et
godt erhvervsklima, at virksomheder hurtigt kan få behandlet deres byggesager.

Det fremgår af Dansk Byggeris netop fremlagte analyse af erhvervsvenligheden i landets
kommuner, som udkommer hvert år. Og det er ikke opløftende læsning set med konservative øjne.
Det er ikke kun de lange ventetider på byggesagsbehandlingen, der trækker ned, men også
kommunens brug af sociale klausuler og høj dækningsafgift er med til placere Ballerup Kommune
på en samlet plads som nr. 71 blandt landets kommuner, når det drejer sig om erhvervsvenlighed.

Det er et fald på hele 16 pladser på bare et enkelt år, da vi i 2016 lå på plads 55. Der er tale om et
stort fald, som bringer os i den nederste del af listen.

I Det Konservative Folkeparti i Ballerup ønsker vi, at kommunen er attraktiv, både når det gælder
om at tiltrække nye borgere og virksomheder. Virksomheder skaber både arbejdspladser og
indtjening til kommunekassen, så det er vigtigt, at vi er erhvervsvenlige og skaber gode vilkår for
vores virksomheder.

Vi er derfor åbne overfor tiltag, der kan forbedre erhvervsvenligheden i kommunen, herunder f. eks.
nedsættelse af dækningsafgiften.

Karsten Kriegel
konservativ kandidat til Kommunalbestyrelsen