Ballerup skal være grøn vækstkommune
For et par uger siden var et par af de konservative kandidater sammen med partiets
erhvervsordfører Mona Juul på besøg hos Ballerup-virksomheden LTECH for at se på grønne
løsninger og fremtidens teknologi. Der er ingen tvivl om, at innovation og virksomhedernes evne til
at udvikle ny teknologi er en del af løsningen på klimaudfordringerne.
Klimaudfordringerne var også temaet på det seneste politiske debatmøde arrangeret af gruppen
“Fremtidens Ballerup – Debat og politik på tværs”.
Fremtidens teknologiske løsninger kommer dog ikke af sig selv, hvis ikke erhvervslivet får de bedste
vilkår for at udvikle dem og skabe vækst. Den grønne omstilling og øget vækst i det private er
således ikke hinandens modsætninger – de er hinandens forudsætninger.
Det er grønne virksomheder, der hver eneste dag leverer grønne teknologier, løsninger og tiltag som
vi i det offentlige, i hjemmene og i andre virksomheder kan benytte os af.
I Det Konservative Folkeparti vil vi forbedre rammerne for erhvervslivet i Ballerup Kommune og vise
en ansvarlig erhvervspolitisk vej. Det vil være med til at gøre Ballerup Kommune til en grøn
vækstkommune, hvor omgivelserne kigger hen for at finde svar på de grønne udfordringer.
Der er brug for flere konservative stemmer i Ballerup Kommunalbestyrelse, som arbejder for vores
erhvervsliv. Det er essentielt for vores grønne omstilling, at virksomhederne trives og at der i det
private erhvervsliv er overskud til at udvikle nye grønne løsninger.
Karsten Kriegel
kandidat til Kommunalbestyrelsen
Konservative i Ballerup