Vi har også ansvar for de højtbegavede børn

Det er i mine øjne vigtigt og helt rimeligt, at en kommune som Ballerup kan finde ud af at skabe
ordentlige tilbud til de højtbegavede børn, som udgør to-fem procent af vores skolebørn.

Højtbegavede børn kan have udfordringer med at fungere i dagligdagen på vores skoler, og som
andre udfordrede børn skal de have den opmærksomhed, de fortjener.

Vi kan med få midler opnå en stor effekt, som giver både pædagogisk, økonomisk og menneskelig
værdi.

TV2 har for nylig beskrevet, hvordan danske højtbegavede børn må til udlandet for at få kvalificeret
undervisning, fordi deres forældre i nogle kommuner får afslag på hjælp med den begrundelse, at de
står med et luksusproblem.

Ifølge organisationen Gifted Children, der arbejder for at fremme højtbegavede børns trivsel, kan det
have en negativ påvirkning, hvis skolerne ikke anerkender de særligt begavede børns evner til at
lære. De føler sig forkerte, hvis ikke der tages hensyn til, at de er anderledes.

Der mangler tilbud til højtbegavede børn i de danske kommuner. Og de konkrete løsninger, som
reelt skal styrke indsatsen overfor højt begavede børn, skal findes lokalt af vores skoler og
lokalpolitikere i Ballerup Kommune.

Det må ikke blive tabu at have et højtbegavet barn i Ballerup Kommune. Vi skal italesætte de
højtbegavede børn med blik for deres udfordringer – det er vigtigt at tage den debat.

Når du biologisk er 7 år, kognitivt 17 år og følelsesmæssigt 4 år, kan du i mange situationer i skolen
være lige så udsat som dine bogligt udfordrede kammerater.

Karsten Kriegel
kandidat til Kommunalbestyrelsen
Konservative i Ballerup