Planlægning og projektering af nye byggerier hænger ikke sammen
Som bekendt udbygges kommunen voldsomt i disse år. Men er planlægningen god nok og kan kapaciteten følge med, f.eks. når det drejer sig om parkering?
Selvom noget af udbygningen sker tæt ved stationerne, så skal der stadig være p-pladser nok. For den kollektive trafik er desværre ikke altid den bedste løsning. I den seneste kommuneplan, som blev vedtaget i slutningen af 2019, var der ikke taget nok hensyn til parkeringsmulighederne omkring vores stationer. Derfor ønskede bl.a. Konservative en ændring til Kommuneplanen, som skulle sikre, at der er p-pladser nok til borgerne i stationsområderne, hvor også mange dagligvarebutikker ligger. Desværre blev dette nedstemt.
Men der er også parkeringsproblemer i andre områder af kommunen. I mange år har der f.eks. været parkeringsproblemer på og omkring Egebjerg Bygade, specielt ved Netto.
Selvom Konservative ikke er en del af Budgetaftalen for 2021, var vi med til, at der kom fokus på problemet, så det er kommet med i aftalen, at muligheden for optimering og udbygning af P-pladser ved Netto i Egebjerg skal undersøges.
Men så hænger det jo ikke sammen, at det igangværende byggeri på Egebjerg Bygade 69A, som jo ligger som næsten nabo til Netto, samtidig har fået dispensation fra lokalplanen til at anlægge færre parkeringspladser end planlagt. Vi har brug for flere P-pladser her – ikke færre. Hvordan kan det ske? Det er til stor frustration for naboerne i området, som i forvejen dagligt døjer med parkeringsudfordringer og ulovlige parkeringer.
Lokalplaner vedtages, efter at der har været borgerinddragelse med borgermøder og høringssvar. Så derfor er det en uskik, at der så efterfølgende kan gives dispensationer fra de godkendte lokalplaner til stor gene for allerede etablerede beboere i et område – både konkret i Egebjerg, men også f.eks. i Skovlunde.
Med venlig hilsen
Karsten Kriegel
kandidat til Kommunalbestyrelsen
Konservative i Ballerup